about2.jpg

Jeg hedder Maria, er 31 år (gisp) og huserer pt. på Amager med min fantastiske kæreste. Dog har jeg boet i nærmest alle afkroge af København (plus nogle i Stockholm, Firenze og Berlin) - og ude i fremtiden glimter en lille plan om at indtage indre Nørrebro. 

De seneste 3 år har jeg arbejdet med mode og skønhed på et PR-bureau, men ved årsskiftet valgte jeg at gå nye veje, og lige nu pusler jeg med to små iværksætterprojekter. Min drøm er at bygge et brand op fra bunden.

Hvilket leder mig videre til næste punkt. Jeg er nemlig en ret detaljeorienteret (nogle vil sige perfektionistisk) type. Jeg sætter en kæmpe ære i at gøre mig umage, og selv om det er en stor del af mig, kan det være ret begrænsende. Derfor navnet: Blog Undone. 

Bloggen her er nemlig et lille forsøg på at udfordre min perfektionisme og trang til at finpudse alt. Det bliver sgu kedeligt i længden, og de kvinder som inspirerer mig mest har alle noget ufærdigt og skødesløst over sig. Noget humor, styrke og skrøbelighed. Alt sammen kvaliteter jeg selv besidder men som indimellem må vige for perfektionisme og overtænkning. Indtil nu!

Foruden "detalje-dame" er jeg en livsnydende, observerende, kulturelskende og nysgerrig æstetiker, som kæmper lidt med at komme til tiden. Og så elsker jeg at skrive. Velkommen til!